Hvad i alverden er K9Biathlon for alle?
Det var nogenlunde den første tanke, der ramte Rikke Hemmingsen, da hun første gang stiftede bekendtskab med K9B. Siden da er hun blevet en del klogere, og imponeres dagligt over det gåpåmod hun møder blandt små og store deltagere – både dem med fire og to ben. Læs hendes betragtninger i dette blogindlæg, men lad være med at bede hende om at forklare pointreglerne!
:”Jeg tror, at jeg har en opgave til dig… Indeholder en masse hunde, motionsglade hundeejere og min (grand)kusine. Interesseret i at høre mere?”
Beskeden tikkede ind på min telefon en septemberdag i 2023. Det var en tidligere kollega, der mente, at hendes kusine og jeg ville være et godt match, fordi der pludselig var kæmpe interesse for de løb, som hendes kusine, Lotte Höhrmann, arrangerer.
“Løb for hunde og deres ejere?”
“K9 Biathlon for alle?”
Jeg anede ikke, hvad hun talte om.
Efter en del surfen rundt på hjemmesiden k9b.dk fik jeg svarene.
Et forhindringsløb, hvor hund og ejer begiver sig afsted på en rute ude i terrænet med forhindringer, som de sammen skal forcere. Det lød sjovt. Da jeg efter et par dage fik Lotte Höhrmann, idékvinden bag løbene, i røret, var jeg overbevist: Det kan noget.
Jeg vidste bare ikke helt hvad!
I alt fald ikke før jeg stod i Ringsted til Dacia GoldCup en blæsende dag i oktober. Omgivet af hunde og løbere i alle størrelser og aldre, der kastede sig gennem mudderpøle og traktordæk eller gled frivilligt ned af en stor bred rutsjebane-lignende forhindring for at lande i en kold vandgrav i bunden. Alle var de et stort – mudret – smil.
De blev talt i mål af Lotte Höhrman, som fik god opbakning fra løbets faste mand hos Sportstiming, Morten, der sørgede for korrekte tider og resultater til de løbere, der konkurrerede om medaljer. Dem er der nemlig også en gruppe af. Det anede jeg ikke. At sporten findes mange steder i Europa og oprindeligt trækker tråde til Forsvaret og den måde de ansatte der træner med deres hunde, var helt ny viden.
Diversiteten blandt deltagerne i Ringsted var enorm. Er enorm.
Fra jeg begyndte som presseansvarlig i oktober 2023 har Lotte og resten af hendes team af frivillige sikret løbere med sklerose, nedsat hørelse og brækkede ben en oplevelse for livet. Sammen med helt almindelige familier, hvor yngste medlem knap er fyldt tre år og ældste snart runder de 80, kaster de sig ud på de valgte ruter med smil på læben og løbeskoene på. Chihuahuaer og Berner Sennenhunde stiller til start ved siden af Golden Retrievere og Bomuldshunde, der alle har det til fælles, at de ikke er rene, når de passerer målstregen. Den mindste deltager med fire ben, som jeg har mødt vejede 1,5 kilo. Den største over 80.
Der er plads til alle. Og det rygtes.
Lotte fik ideen til løbene for seks år siden og første gang hun afholdt et deltog knap 100 løbere og deres firbenede venner. Det er kun fem år siden. Nu runder vi 800 deltagere på en weekend. Sponsorerne er nøje udvalgt og en del af K9B-familien og deres produkter og service nyder de mange deltagere godt af, når de bevæger sig rundt på pladsen før eller efter et løb. Der er hunde, mudder, smil, børn, ældre, god stemning og konkurrence i en skøn forening.
Skaderne er få og der er ansvarligt personale til at tage hånd om dem, der alligevel måtte være uheldige. Selv professionelle til at tage sig af de firbenede, når der sker en forstrækning hos en bulldog, der kaster sig ned ind en vandgrav som var den en labrador. Efter et år i selskab med Lotte Höhrmann, hendes tålmodige mand, Torben, der udtænker og bygger baner og forhindringer, har jeg nu forstået, hvad det handler om. Jeg plejer at referere til løbet som en slags Royal Run med hund – og mudder. Men det er nu engang den reference, der passer bedst, hvis essensen af K9 Biathlon for alle skal koges ned til en tag-line.
Dermed er det at være presseansvarlig egentlig en ganske enkelt opgave, for løbene sælger sig selv.
Så længe jeg ikke skal forklare pointreglerne og kvalifikationskravene! Dem kommer jeg aldrig til at forstå. Heldigvis er der råd og svar på sådanne ting her på siden – eller rigeligt med dygtige folk at spørge i vores facebook community eller på pladsen, når der er løb.