Derfor er jeg fan af K9Biathlon for alle
I forbindelse med mit tidligere job som redaktør på Dansk Kennel Klubs medlemsblad HUNDEN har jeg fulgt K9Biathlon for alle fra den spæde start.
Men jeg har faktisk fulgt Lotte i endnu længere tid, for hende mødte jeg første gang til Hundedage på Valdemars Slot i 2018. Jeg må indrømme, at hun blæste mig noget bagover med sin helt utrolige energi, og et gåpåmod som de færreste nogensinde kommer i nærheden af.
I starten var jeg dog lidt skeptisk, når hun fortalte om alle sine ideer, for der findes mange derude, som får gode ideer, der aldrig bliver til noget.
Men Lotte viste sig hurtig at være anderledes. For hun fik tingene til at ske, og så havde hun den her ekstra kvalitet med, at hun også er et sødt, varmt og godt menneske.
Så da hun begyndte at snakke om sine hundeløb, var jeg med det samme opmærksom på, at det kunne gå hen og blive stort. Og det er det blevet.
K9 Biathlon for alle er blevet noget helt unikt i vores lille hundeland, men hvorfor er det gået sådan? Er det kun på grund af Lottes og Torbens enorme arbejde?
Der er ingen tvivl om, at uden Lotte og Torben ville vi ikke have K9Biathlon for alle. Og uden K9Biathlon for alle ville Danmark være et fattigere land.
Hvis det ikke var for Lottes og Torbens måde at være arrangører på, så ville K9Biathlon ikke være så specielt, som det er, og man ville ikke opleve så mange tilmeldinger, som man gang på gang ser til løbene.
Har man først været med en gang, så vil man bare gerne med igen. Der er en helt speciel stemning på pladsen, på ruten og i baglokalerne. Det er ikke alt, der altid kører snorlige, men der bliver hele tiden tænkt i løsninger, hvis der sker noget uforudset.
At være til K9Biathlon for alle er som at komme ind i et lille samfund, hvor alle er velkomne, og selvom løbene er konkurrencer, så oplever man ikke spidse albuer og utilfredse deltagere.
Jeg har skrevet om rigtig mange hundeevents i Danmark, og jeg har aldrig før oplevet, at der stort set kun er positive reaktioner efter et event. Men sådan er det med K9Biathlon for alle. Det kan være svært at finde håret i suppen, og det er enormt befriende og livsbekræftende.
Derfor kommer jeg også fortsat til K9Biathlon for alle, selvom jeg ikke længere er ansat på Wiegaarden som redaktør af HUNDEN. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg skal lige se, hvad Lotte og Torben nu har fundet på. Og så skal jeg lige varmes i hjertet af alle de gode mennesker og fantastiske hunde.
Har du ikke været til K9Biathlon for alle, så kan du enten sidde og fortryde eller du kan skynde dig at tage ud og opleve det. Det vil du ikke fortryde.
Tak til Danmarks største Jahatte, Lotte og Torben, og tak for Danmarks fedeste hundeevent, som både har menneskets og hundens sundhed i fokus.
Vi ses derude i 2025
De bedste hilsner
Bjarke Kirkegaard Nielsen
– Tidligere redaktør på bladet Hunden.dk
