Vi kan jo højst komme sidst

Jeg er ikke løber. Jeg er ikke engang én, der lunter. Jeg går – sammen med min bedste ven, Persille, som er en golden retriever på 7 år. Hun og jeg har en fast rute på knap fire kilometer, som vi går helst dagligt eller i hvert fald så ofte kroppen (min) holder til det. Jeg lever nemlig også et liv med svær overvægt – eller som tyk, som jeg selv plejer at kalde det. Sidste år kendte jeg af ovenstående grund heller intet til, hvad K9 biathlon gik ud på. Jeg vidste, at min søster sammen med vores anden hund, Humle, var begyndt at løbe sammen med ”K9 runners Mariager”, men som nævnt – jeg løber ikke, så ingen grund til at beskæftige sig så meget med det.
Men så vandt hun to billetter til et ”K9 Biathlon for Alle” løb i Mariager, som var lige om hjørnet fra vores bopæl. Det var jo oplagt, at Persille og jeg skulle have gavn af den ledige billet – eller indrømmet, i mit hoved var det måske ikke helt så oplagt, men jeg er ikke typen, der springer over
en udfordring.

Enhjørne-leggings, glad golden retriever og en fest
Dagen inden løbet beskrev jeg vores kommende eventyr på min Instagram (@blubberbelly) sådan: ”Persille og jeg skal deltage i det her i morgen. Vi skal på kort walk. Jeg ved virkelig ikke, hvad det er, vi har sagt ja til, men vi kan jo højst komme sidst.”

Jeg havde ingen idé om, hvordan det ville være at skulle gennem banen, eller hvor meget vi ville blive nødt til at gå udenom på grund af fysiske udfordringer, men Persille var klar, og det var jeg da sådan omtrent også i bedste stil iført enhjørne-leggings – skal man stikke udenfor mængden, kan man lige så godt gøre det med stil. Vi var nogle af de sidste, der blev sendt afsted, hvilket var et bevidst valg, da jeg tænkte, vi nok også ville komme noget nær sidst i mål. Det gjorde vi også, men det var fuldstændig lige meget, for vi havde en fest undervejs! Vi var på ingen måde yndefulde, adrætte eller let til bens, men vi havde det sjovt og var møgbeskidte, da vi efter en god gang
buksevand ned af vandrutchebanen krydsede målstregen til jubel og high-fives.

Kropsstørrelse, kondition og alder betød intet

Jeg er som menneske i en meget større krop end gennemsnittet vant til at blive lagt mærke til og stikke udenfor mængden, og selv om det da også var tilfældet ved løbet i Mariager, var det ikke en negativ oplevelse. Jovist der var flest deltagere, der nok både lunter, løber og træner en del mere end jeg gør, men der var en bred repræsentation af forskellige mennesker, kropsstørrelser, kondition og alder. Men vigtigst af alt – det betød absolut ingenting. Der var ingen strikse regler til, hvordan forhindringer skulle klares eller kritik når vi valgte at gå udenom en forhindring – heller ikke selv om det måske var noget, andre passerede med lethed. Det var helt okay lige at skulle have pusten undervejs og at tage et minut (eller tre) til at finde ud af hvordan i alverden man fik kroppen til at komme med ud af et rør uden at ende på hovedet eller hvordan man skulle komme op af et mudderhul igen.
Vi var der bare alle for at have en fest sammen med vores bedste hundevenner i fællesskab med en masse andre mennesker med samme interesse. Og hver person der krydsede målstregen, gjorde det til jubel, high-fives og ”Godt gået!”. Cadeau til løbsarrangørerne og de frivillige for at skabe et løb baseret på fællesskab, imødekommenhed og en tyk streg under ”for alle”.

Ét K9 biathlon-løb, og det var det!
Da jeg fortalte om løbet bagefter, sagde jeg henkastet at ”det kunne vi da godt finde på en anden gang”, men det var faktisk ikke noget, jeg havde planer om. Det var en god oplevelse, men det var også både krævende og hårdt i en stor krop, der ikke bare lige bevæger sig som alle andre. Jeg er heller ikke blevet hverken mere adræt eller let til bens siden sidst, ligesom Persille og jeg helt bestemt stadig heller ikke løber. Vi har det stadig helt fint med at gå vores ture sammen.
Men så ringede Lotte. Og Lotte er god til at overtale folk, så inden jeg lagde på, var det altså arrangeret, at Persille og jeg stiller til start i både Viborg og Svendborg i år.

Hvis du har overvejet at deltage i et K9 Biathlon for Alle løb, kan jeg varmt anbefale at springe ud i det. Persille og jeg hepper på alle jer, der begiver jer ud på banen allerede i juni på Ledreborg – og så håber vi, at vi ses i Viborg til august eller i Svendborg til oktober!