Jeg hedder Rikke, er 34 år og holder til i det midtjyske med min Boxer Frida på 2,5 år.
Jeg har for nogle år siden haft Bullmastiff, så da tiden igen var til at få hund, ønskede jeg noget af det samme dog i en mere ”sporty” udgave, så derfor faldt valget på Boxeren og drømmen om et aktivt liv sammen med min bedste ven var blevet til virkelighed.
Imellem tiden voksede konceptet ”K9 Biathlon for alle” og jeg måtte jo med længsel se med fra sidelinjen indtil Frida endeligt blev 18 måneder og vi kunne få lov til at stille op til Bronze CUP’en 2024. I månederne op til have jeg fået skaffet en rigtig træksele til Frida, bungee snor og et træk bælte til mig, så vi var stille og roligt startet op på Canicross delen, men for at være helt ærlig, så havde vi aldrig øvet
forhindringer før den dag vi stillede til start første gang – hvilket virkelig bare beviser, at det er K9 Biathlon FOR ALLE. Den dag i juni til vores første K9 Biathlon blev startskuddet til et helt unikt samarbejde med Frida, som jeg aldrig have turde drømme om at få lov at opleve. Selvom ingen af os havde prøvet det før, så gik vi som om det var det mest naturlige i hele verden ind i vores egen lille boble og jeg oplevede en Frida, der var fuldt opmærksom på mig og mine signaler, som om vi aldrig havde lavet andet. Hvis man lige har in mente, at det er en ung Boxer med ild i rumpetten og en popcorn hjerne, så er det en ret utrolig bedrift.
I august sidste år stillede vi op til Silver CUP’en og nu hvor vi for alvor vidste hvad det gik ud på, var vi flyvende den dag – både igennem rør, op af stiger, ned i vand og rutsjende ned af rutsjebanen, hvilket nok er det sjoveste vi nogensinde har prøvet. Igen havde vi faktisk ikke øvet forhindringer, men den følelse det giver når vi er i vores egen lille boble, hvor Frida er maks fokuseret, lytter til mine signaler og stoler på mig
kan jeg leve rigtig længe på.
I 2025 er vi tilmeldt til K9 Biathlon både på Ledreborg Slot i juni, til Nordic Lake festival i Viborg i august og til Halloween Edition i Svendborg til oktober – og vi glæder os!
Lidt utraditionelt har jeg stadig ikke planer om at træne forhindringer, men måske er det også fordi, at jeg har en hund, der er med på og har tillid til alt hvad jeg præsenterer hende for. Dog holder jeg rigtig meget af at komme i skove, hvor det er tilladt at gå af stierne, for her får vi i stor stil trænet samarbejde og dirigering, når vi skal over og igennem skovens naturlige forhindringer. På den måde synes jeg også at det er fedt med en sport, som jeg rent praktisk også gør brug af i hverdagen.
En anden ting K9 Biatlon også har givet mig er et helt utroligt nyt fællesskab ift. at løbe Canicross med andre ligesindet. Vi var nogle stykker der befinder os lige midt imellem tre store Canicross klubber, så vi har lavet vores egen lille løbeklub og løber en tur på 8-10 km hver weekend og drikker varm kakao bagefter.
Jeg elsker at når vi er afsted med hundene, så handler det hverken om at jagte et pace eller ny PR, men simpelthen bare om at være mentalt tilstede i nuet lige der midt i fantastisk natur med vores hunde og nye venskaber.
Canicross og vores egen lille løbefællesskab har motiveret mig til at være aktiv som aldrig før netop fordi at nu er det noget, som jeg har lyst til og aldrig en ”skal opgave”.
Til dagligt arbejder jeg i Helicopter Wing Karup og de sidste fem år har vi i maj afholdt ”HW 100 km Challenge”, som går ud på at bevæge sig 100 km i maj måned (man bestemmer selv om det skal være gå, løb, cykel, på rulleskøjter osv.), samtidig med at man støtter et nøje udvalgt projekt for vores danske veteraner. Med inspiration herfra har jeg valgt, at det ikke kun er i maj måned, at jeg vil løbe 100 km, men i stedet at det skal være hver måned hele 2025. Indtil videre er det lykkedes, hvilket bl.a. skyldes Frida, der sidste måned var min bedste løbemakker på de 46 ud af 100 km. Et lille tip er at tilføje de firbenede som ”udstyr” fx i sin Garmin app, for på den måde at holde styr på, at de heller ikke bliver overanstrenget.
Overvejer man at komme i gang med at løbe og måske stille op til et K9 Biathlon med sin hund, så kan jeg kun anbefale at springe ud i det! Det betaler sig at investere i det rigtige udstyr fra starten af – både ift. den samlede oplevelse, men også for at passe bedst muligt på sin hund og undgå skader.
Bonus er det nye fællesskab, som man bliver en del af, nye venskaber på kryds og tværs, fede stemninger til events og så oplever jeg generelt folk inden for sporten være enormt hjælpsomme og ægte holdspillere.
Derudover kan jeg også kun anbefale at tilmelde sig ”HW 100 km Challenge” på sportstiming, da det udover at støtte et rigtig godt formål og at man får en fed ”finisher” t-shirt også vil opleve, at det er vildt motiverende og bliver til en leg at skulle ”jagte” de 100 km i maj måned – for ikke at tale om den indbyrdes konkurrence, som nogle af os med de tendens får, så der virkelig går sport i den.
