Selvom vi har mange deltagere til vores K9Biathlonløb, så lægger vi mærke til den rejse mange af jer deltagere går igennem; fra det første K9Biathlon til I pludselig står som repræsentanter for det aktive hundeliv og selv er blevet en del af hundesporten udenfor K9Biathlon For alle.

Den rejse har vi fået den, efterhånden rutinerede K9Biathlon løber, Julia til at fortælle lidt om:

“Da jeg begyndte at løbe med Holger i sommeren 2023, anede jeg ikke, hvor det ville føre mig hen. Vi startede i det små med et par cannonball-løb, mest for sjov og uden ambitioner. Så hørte jeg om K9Biathlon For Alle på Vilhelmsborg. Det lød både vildt og en smule skræmmende, og jeg stillede mig nervøst i det sidste startboks med Holger i en helt ny sele og mig i helt almindelige løbesko. Trail-sko? Jeg vidste knap nok, hvad det var. Vi kæmpede os igennem regn og mudder og sluttede som nummer syv på langdistancen. Det føltes som en sejr af de store.

Kort efter kom Gold Cup i Næstved. Denne gang havde vi fået rigtigt udstyr, og vi tog en flot 3. plads. Herfra tog tingene fart. Vi meldte os ind i Dansk Trækhunde Klub og Dansk Canicross Forbund, begyndte at løbetræne med DirtyPaws og kastede os for alvor ind i sporten. Vores første rigtige canicross-løb i Jylland senere det år endte med en sejr. Og så endnu én sejr. Og én til. Pludselig var vi i fuld gang med at træne målrettet mod DM.

Men livet vendte brat. Holger blev akut syg, og inden for 24 timer var han væk. Tomheden bagefter var ubeskrivelig.

I ren impuls fik jeg Håkon. Hundesporten havde været mit fællesskab, og uden den føltes alt ensomt. Verden omkring sporten ændrede sig også i mellemtiden, men én ting stod klart for mig: Jeg ville repræsentere underdog’en. Den lille hund. Den atypiske løbshund på den internationale scene. Det var ikke en stor, gennemtænkt beslutning, men en følelse, der faldt helt naturligt. Håkon var ung, sensitiv og uprøvet. I 2024 tog vi til Sølv Cup i Mariager, kun med tanke på miljøtræning. Han var stadig for ung til at løbe rigtigt og havde aldrig haft sele på. Alligevel viste han allerede dér, at han intuitivt forstod konkurrencen. Han løb, som om han havde gjort det hele sit liv: fløj over forhindringer, klarede udfordringer han aldrig havde set før, og kom i mål fyldt med selvtillid. Gold Cup i Ringsted blev næste skridt. Igen med fokus på oplevelse og opbygning, men denne gang endte han på sit første podie. Det er netop det, K9B og OCR-løb kan for hunde: de vokser af det, de stråler, de tager oplevelsen med sig videre.

Da Håkon fyldte et år, begyndte vi at træne mere målrettet. Ikke hårdt, men kontrolleret. Mest svømning et par gange om ugen, kombineret med fri løb. Jeg ville have ham stærk og glad, ikke presset for tidligt. I april 2025 debuterede vi internationalt ved CaniX Open i Tjekkiet. Jeg var nervøs i ugevis op til. Halvskadet, med ømme knæ, og en vejrudsigt der lovede 23 grader og sol. Jeg havde næsten ikke trænet min egen løbeform i over et år og var tæt på at trække os. Men vi stillede op, vi gennemførte, og vi sluttede sekunder fra podiet. En debut, jeg aldrig vil glemme.

Sommeren 2025 bød på vores første “rigtige” K9B sammen, denne gang med fart i tankerne. Bronze Cup i Ledreborg blev en mudret og udfordrende affære, præcis som jeg elsker det. Og Håkon leverede. Kort efter fulgte Sølv Cup i Viborg, hvor vi kunne tage endnu en sejr med hjem. Nu er blikket rettet mod Guld Cup i Svendborg, og måske hans allerførste titel som Danmarks Mester. 

For under to år siden stillede jeg mig nervøst i bagerste startboks på Vilhelmsborg, uden trail-sko, og uden anelse om, hvad der ventede. Til november står jeg igen på en startlinje med min hund, denne gang til verdensmesterskabet i canicross – En vild rejse fra K9B til VM.”